Manuka-honning kommer fra Leptospermum scopariumManuka er en oprindelig busk/træ, som har vokset i New Zealand i millioner af år. Takket være landets geografiske isolation udviklede Manuka-planten sig på en unik måde. Nektaren fra dette træ danner grundlag for en honning, der nu er anerkendt over hele verden som en af de mest bemærkelsesværdige sorter. Men Manuka-honningens historie strækker sig langt ud over den moderne tid.
Māorierne har brugt Manuka-planten i århundreder i deres dagligdag - både blade, bark og olier. Men honningen, som vi kender den i dag, kunne først produceres, da honningbierne blev introduceret i New Zealand i 1839. Fra det øjeblik blev en ny tradition født: at kombinere New Zealands flora med biavl.
I de følgende årtier voksede biavlen fra små busk- og gårdaktiviteter til en professionel sektor. Hvor Manuka-honning i begyndelsen blot blev betragtet som "buskhonning", anerkendte biavlere og forskere gradvist dens særlige sensoriske og kemiske profil. Denne indsigt lagde grunden til senere klassifikationssystemer og kvalitetsstandarder.
Hvor Manuka vokser: Den trives på tværs af forskellige landskaber - fra kysthede til højland. Blomstringsperioder og tilgængelighed af nektar varierer efter region og sæson og former biavlernes høstkalendere.
Opdagelsen af unikke egenskaber
Selvom Manuka-honning længe har været værdsat, begyndte den systematiske forskning først i 1980'erne. Professor Peter Molan (University of Waikato) introducerede konceptet om Unik Manuka-faktor (UMF) for at beskrive Manuka-honningens specifikke aktivitet og muliggøre en reproducerbar sammenligning. Nøglen var at skelne mellem egenskaber, der er fælles for mange honninger (f.eks. peroxidrelaterede effekter), og dem, der er unikke for Manuka.
I 2006, Professor Thomas Henle (TU Dresden) viste, at methylglyoxal (MGO) spiller en central rolle i Manukas profil. Ud af dette kom MGO-system - en kvantitativ og gentagelig metode til sortering. Senere blev rammerne udvidet til ikke kun at omfatte MGO, men også botaniske og kemiske markører.
I dag er New Zealands regeringsetablerede MPI-kriterier (fire kemiske markører plus en DNA-markør) udgør det videnskabelige grundlag for objektivt at bestemme den botaniske oprindelse af Manuka-honning. Dette bygger bro mellem tradition, biavlspraksis og laboratorieanalyse.
Hvorfor historisk viden er vigtig
Manuka-honningens historie illustrerer den unikke konvergens mellem natur, kultur og videnskab. Fra Māoris traditionelle viden over introduktionen af honningbier i det 19. århundrede til pionerer inden for moderne forskning - hvert kapitel har bidraget til Manuka-honningens internationale omdømme.
For MNZ er denne arv afgørende. Den understreger vores dedikation til autenticitet og kvalitet. Vi fører traditionen videre ved kun at producere rå, enblomstret Manuka-honning og kombinere det med avanceret testning og kvalitetssikring.
En kort tidslinje
- Før 1839 - Māori bruger dele af Manuka-planten (blade, bark, olie) i dagligdagen og i ritualer.
- 1839 - Introduktion af honningbier til New Zealand; første Manuka-honning produceret af lokal nektar.
- Slutningen af det 19. - 20. århundrede - Vækst i biavl; "bush honey" som paraplybegreb, gradvist differentieret efter oprindelse.
- 1980'erne-1990'erne - Molan og kolleger etablerer reproducerbare metoder og terminologi (UMF).
- 2006 - Henle identificerer methylglyoxal (MGO) som nøgleforbindelse; fremkomst af kvantitativ MGO-klassificering.
- De seneste år - Juridiske definitioner i NZ: MPI-ramme, der kombinerer kemiske markører og DNA-analyse.