Propolis er et naturprodukt, som bierne udvinder af harpiks fra træer og planter. Bierne blander disse harpikser med voks og enzymer for at skabe en klæbrig substans, som de bruger til at beskytte deres bikube. Ordet "propolis" kommer fra græsk og betyder bogstaveligt talt "før byen" - en henvisning til dets beskyttende funktion i bikuben.
Propolis er kendt for sin rige sammensætning. Indtil videre er der identificeret mere end 300 naturlige forbindelser, herunder flavonoider, fenoliske syrer, aromatiske syrer, æteriske olier, mineraler og vitaminer. Denne komplekse kombination giver propolis sin unikke karakter.
En særlig egenskab ved newzealandsk propolis er dens usædvanligt høje indhold af CAPE (koffeinsyre-phenetyl-ester). Denne forbindelse er internationalt anerkendt som en vigtig markør for propoliskvalitet. Det høje CAPE-niveau gør sammen med mangfoldigheden af flavonoider og andre bioaktive forbindelser, at newzealandsk propolis skiller sig ud sammenlignet med propolis fra andre regioner.
Den botaniske kilde til harpiksen bestemmer i høj grad propolis' profil. I New Zealand samler bierne hovedsageligt fra popler og indfødt flora, hvilket skaber karakteristiske kemotyper med en CAPE-rig signatur. Denne regionale oprindelse forklarer også, hvorfor partier kan være forskellige: Landskab, årstid og tilgængelige planter spiller alle en afgørende rolle.
Hvordan laver bierne propolis?
Bierne samler harpiks fra knopper og bark på træer som poppel, birk, kastanje og forskellige indfødte arter. Tilbage i bikuben blander de det med bivoks og enzymer fra deres spyt. Resultatet er et klæbrigt materiale, der bruges til at forsegle revner, styrke bikubens vægge og beskytte mod ubudne gæster. For bierne er propolis både et byggemateriale og et livsvigtigt forsvarssystem.
Biavlere høster propolis med særlige propolismåtter eller -gitre, som får bierne til at fylde åbningerne. Den høstede propolis renses derefter og ekstraheres, afhængigt af slutproduktet, med ethanol eller vegetabilsk glycerin. Denne proces giver mulighed for målrettet standardisering af sammensætning (f.eks. CAPE) og renhed.
Farve, smag og tekstur
Farven på propolis varierer fra gulbrun til mørkebrun eller næsten sort, afhængigt af flora og årstid. Konsistensen er klæbrig, når den er varm, og hård og skør, når den er kold. Propolis har en stærk harpiksagtig duft og en kraftig smag, der ofte beskrives som krydret og let bitter. Disse egenskaber afspejler direkte den komplekse blanding af harpiks og planteforbindelser, som propolis er dannet af.
Hvad gør newzealandsk propolis til noget særligt?
- Et usædvanligt højt CAPE-indhold (Koffeinsyre Phenethyl Ester), der er internationalt anerkendt som markør for visse propolisprofiler.
- Rigt udvalg af flavonoider (bl.a. quercetin, pinocembrin, galangin) og fenoliske forbindelser, som definerer den kemiske profil.
- En unik plantesignatur, der er formet af New Zealands oprindelige flora og lokale vækstbetingelser, som ikke findes andre steder i verden.
Fordi plantesamfund, højde, nedbør og klima varierer fra region til region, er gennemsigtighed om oprindelse og batchegenskaber afgørende. Det forklarer den internationale påskønnelse af newzealandsk propolis med CAPE-standardisering og sporbare forsyningskæder.